Analytiker med interesse for projektledelse og digitaliseringens udfordringer

Udstilling af forskellige af Digitalt Ansvars publikationer

Digitalt Ansvars mission er at fremme en tryg og ansvarlig digital udvikling. Derfor søger vi en analytiker med interesse for projektledelse, der kan være med til undersøge og bidrage til en af tidens vigtigste udfordringer: Hvordan påvirker teknologien os, og hvordan løser vi de udfordringer, den skaber?

Børn, der bliver venner med chatbots; ulovligt indhold, som deles på chatfora og beskedtjenester; samt deepfakes og store sprogmodeller, der påvirker den offentlige samtale. Den teknologiske udvikling bevæger sig hurtigt, og det giver nye muligheder, men skaber også nye udfordringer.  

I Digitalt Ansvar arbejder vi for at skabe og formidle viden om digitale udfordringer og løsninger, og vi har et mandat til at monitorere tech-virksomhedernes effekter på samfundet. Derfor leder vi efter en analytiker, som er interesseret i kvantitativ og kvalitativ metode – og som trives med at tage ansvar for at drive egne projekter med faglig sparring fra den analyseansvarlige.  

Om stillingen

Som analytiker bliver du en del af et team, der arbejder i krydsfeltet mellem empirisk samfundsvidenskab og projektledelse.  

Som analytiker i vores analyseteam får du ansvaret for at:

  • Lede et projekt, herunder koordinering med forskere, fond, undervisere m.fl.
  • Planlægge og udføre egne analyser af teknologi og menneskers anvendelse af denne.
  • Kommunikere resultater af analyser på en pædagogisk og overskuelig måde.
  • Oversætte analyseresultater til handlingsorienterende anbefalinger og råd til både myndigheder og pædagogisk personale.  

Derfor håber vi, at du:

  • Har erfaring med empirisk samfundsvidenskab.  
  • Har erfaring med at have ansvar for og drive egne analyseprojekter.
  • Har en samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse med fokus på empiriske analyser.
  • Er en empatisk og struktureret holdspiller, der sikrer fremdrift ved at skabe god stemning og tillidsfulde relationer.  
  • Har erfaring fra konsulenthus, NGO, ministerium, styrelse eller anden politisk styret/strategisk organisation, eller er nyligt uddannet men klar på at tage ansvar fra dag 1.  
  • Er interesseret i at arbejde i en organisation med fokus på tech-regulering, politisk interessevaretagelse og sårbare grupper.  

Vi kan tilbyde:

En spændende stilling i en lille organisation, i hjertet af København, der arbejder for at gøre en reel forskel for mennesker, der oplever digitaliseringens skyggesider.

Vi har et uformelt arbejdsmiljø med mange eksterne samarbejdspartnere og vægter det kollegiale fællesskab højt. Digitalt Ansvar er en medlemsorganisation med 21 medlemsorganisationer og med et sekretariat med ni ansatte.  

Ansøgningsfrist:
  • 27. februar 2026
  • Ansøgning sendes til: asn@digitaltansvar.dk
Tiltrædelse:
  • Hurtigst muligt  
Ansættelsessted:
  • Ravnsborggade 8B, 5. th., 2200 København N
Yderligere oplysninger:

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte analyseansvarlig Asger Nim på asn@digitaltansvar.dk eller på tlf. 93910795  

Om Digitalt Ansvar:  

Digitalt Ansvars mission er at fremme en tryg og ansvarlig digital udvikling – ved at være det samlende knudepunkt og en vidensbank for aktører på tværs af fagområder. Vi opbygger og formidler viden om digitale udfordringer, skaber dialog og debat samt peger på fælles løsninger for mere digital ansvarlighed.   

I Digitalt Ansvar har vi siden 2017 arbejdet i krydsfeltet mellem jura, politik og teknologi med fokus på ofre for digitale krænkelsers retsstilling og behov.

Hjælp til digital vold