Er du Digitalt Ansvars nye kommunikationspraktikant?
.jpg)
Digitalt Ansvar søger kommunikationspraktikant til foråret 2026
Vil du være med til at skabe opmærksomhed omkring de digitale skyggesider og producere engagementsskabende indhold på Digitalt Ansvars forskellige kanaler? Vi søger en dygtig og nysgerrig praktikant, som skal være med til at formidle Digitalt Ansvars viden og holdninger, både på daglig basis og løbende i form af anbefalinger og anden politisk kommunikation. Du vil modtage en erkendtlighed på 3.370 kr. pr. måned i praktikperioden.
Om Digitalt Ansvar
Digitalt Ansvar har siden 2017 arbejdet med at forebygge og bekæmpe digitale krænkelser og vold. Vi er et videnscenter og paraplyorganisation for p.t. 21 medlemsorganisationer, der hver især arbejder med det digitale område. Vi samler og formidler viden, udtænker og udvikler løsninger og anbefalinger. I dag er vi på vores kontor ni ansatte med forskellige faglige baggrunde. Hver dag arbejder vi for, at internettet bliver et mere sikkert og trygt sted at færdes. Både for børn og voksne.
Vores nuværende praktikant Nicolaj om at være praktikant i Digitalt Ansvar:
”Som praktikant, har jeg været på en arbejdsplads, hvor min erfaring og viden kunne bruges, men også forbedres. Digitalt Ansvar er et åbent og modtageligt sted, hvor alle ideer er velkomne over en konstruktiv snak, som har gjort, at jeg har kunne bruge mine kompetencer indenfor indholdsproduktion og analyse til at sætte lys på vigtige samfundsmæssige emner, der til tider kan være komplekse. Jeg håber, at min karriere skal ligge indenfor etik, sikkerhed og information på nettet, og Digitalt Ansvar har introduceret mig for mulighederne samtidig med, at jeg har fået et netværk, der kan understøtte min videre karriere”.
Din tid i Digitalt Ansvar vil give dig
- Erfaring med at skabe indhold, der engagerer og oplyser.
- Viden om det digitale område og digitaliseringens skyggesider.
- Mulighed for at udvikle dine egne idéer og koncepter, som der er plads til at nørde med.
- Kendskab til og erfaring med at arbejde i en omskiftelig virkelighed i en interesseorganisation i udvikling.
Om dig
- Du er i gang med videregående uddannelse inden for kommunikation, grafisk/visuel kommunikation/design eller anden relevant studieretning. Du kan både være i gang med en bachelor, kandidat eller erhvervsuddannelse.
- Du er nysgerrig på at udvikle content til vores Instagram, LinkedIn og hjemmeside. Og du må meget gerne have erfaring med at producere indhold til sociale medier. Videoerfaring er et stort plus.
- Du er interesseret i, hvordan man bedst får sine budskaber ud på en relevant og effektiv måde til forskellige målgrupper.
- Du er interesseret i at lære og bidrage til planlægning, konceptudvikling, eksekvering og evaluering af kampagner.
- Du er nysgerrig på SEO-optimering.
- Du har erfaring/kendskab til Adobe-pakken. Vi arbejder især med Adobe Express og Premiere Pro.
- Du skriver fejlfrit dansk.
Vi er åbne for at tilpasse opgaverne til dig og dine faglige interesser/kompetencer. Vi har dog brug for, at du som udgangspunkt kan og vil:
- Skabe kreativt indhold til vores forskellige kanaler.
- Skrive og optimere SEO-sider til vores hjemmeside.
- Mindre retteopgaver på vores hjemmeside i Webflow.
- Være en god kollega, der også bidrager til et positivt socialt miljø og er indforstået med, at vi alle løfter i flok på vores lille team.
Praktisk info
Praktikken løber som udgangspunkt fra den 1. februar 2026 til den 27. juni 2026 eller i den periode, som dit uddannelsessted har fastsat.
Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt, men selvfølgelig med fleksibilitet i forhold til praktikeksamen og nødvendige studiedage i den forbindelse. Du vil modtage en erkendtlighed på 3.370 kr. pr. måned i praktikperioden som supplement til din SU.
Ansøgningsfristen er søndag den 7. december, men vi læser ansøgninger løbende og besætter derfor muligvis stillingen før fristens udløb.
Send din ansøgning, CV, karakterblad og dokumentation for uddannelse til kontakt@digitaltansvar.dk og skriv “Kommunikationspraktikant” i emnefeltet. Du er velkommen til at vedhæfte eksempler på grafisk indhold, som du har produceret.
Samtaler afholdes den 11. og 12. december. Forud for samtalen bedes du løse en mindre case.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til presse- og kommunikationskonsulent Maja Wallmeier Wolfgang på 93 91 06 89 eller sende en mail til mww@digitaltansvar.dk.
Læs mere om Digitalt Ansvar på digitaltansvar.dk og besøg os på
Instagram: https://www.instagram.com/digitalt_ansvar/
og LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/digitalt-ansvar
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!