Ny undersøgelse: Meta skruer drastisk ned for moderationen på Instagram, mens Snapchat reagerer langsomst på skadeligt indhold

En ny undersøgelse fra Digitalt Ansvar viser, at Meta reducerede moderationen på Instagram med 74 % i løbet af 2025. Samtidig er Snapchat den langsomste af de undersøgte platforme til at gribe ind over for skadeligt indhold.
Vold, overgreb, selvskade og svindelannoncer.
Det er velkendt, at sociale medier kritiseres for at flyde med ulovligt og skadeligt indhold.
Platformene lover gang på gang at gøre deres tjenester mere sikre, men for almindelige brugere er det svært at gennemskue, hvor meget indhold der fjernes, og hvor hurtigt det sker.
Med EU’s forordning om digitale tjenester (DSA) tvinges de store sociale medier dog til at offentliggøre disse tal. Tallene samles i EU-Kommissionens gennemsigtighedsdatabase, og har derfor gjort det muligt for Digitalt Ansvar at analysere og sammenligne platformenes indsats.
Sociale medier ved rigtig meget om os, men vi ved alt for lidt om dem. Det skal undersøgelser som denne lave om på, forklarer direktør i Digitalt Ansvar.
- At fjerne og begrænse skadeligt og ulovligt indhold er kernen i at skabe sikkerhed på sociale medier og alligevel ved vi alt for lidt om, hvordan det foregår i praksis. De her tal giver os endelig et kig ind i den sorte boks og gør det muligt at holde platformene op på, hvor meget de fjerner, og hvor hurtigt de reagerer på det skadelige, siger Ask Hesby Holm.
Digitalt Ansvars undersøgelse bygger på data fra EU’s gennemsigtighedsdatabase og tager udgangspunkt i over 450 millioner stykker begrænset og fjernet indhold fra TikTok, Instagram, Snapchat og Facebook i hele 2025.
Meta modererer 74% mindre skadeligt indhold på Instagram
Metas direktør, Mark Zuckerberg, fremlagde i januar 2025 en ny strategi for Metas platforme og turnerede i den sammenhæng med en video med budskabet om, at Meta havde fjernet alt for meget indhold til skade for ytringsfriheden, og man derfor nu ville skrue ned for brugen af automatiserede systemer til at scanne for indhold, der overtræder retningslinjerne på Facebook og Instagram.
Digitalt Ansvars undersøgelse viser med al tydelighed, at Metas politiske kursændring nu kan aflæses direkte i europæiske brugeres feed. Ser man på tallene for hele 2025, modererer Facebook og Instagram fx i mindre grad indhold automatisk og sletter også mindre indhold.
Udviklingen er mest markant på Instagram. Som nedenstående figur viser, begrænsede og fjernede Instagram i gennemsnit dagligt 82.904 stykker indhold i januar 2025 og 24.626 stykker indhold i december samme år. Sammenligner man første kvartal med fjerde kvartal 2025, er der tale om et fald på hele 74 procent.
.jpg)
Vi ser nu de første tegn på, at den kulturkamp om moderation på sociale platforme, som den amerikanske regering og tech-giganter har indledt, har en konkret effekt, også for europæiske brugeres sikkerhed, forklarer direktør i Digitalt Ansvar.
- Når vi ser et så markant fald i slettet og begrænset indhold på Instagram, tyder det på, at Zuckerberg ikke bare har talt Trump efter munden, men har ændret kurs og nu tillader mere indhold end før. Det øger, alt andet lige, risikoen for, at skadeligt indhold bliver liggende længere og når et større publikum, siger Ask Hesby Holm og uddyber:
- Vi taler mere end nogensinde om skadeligt indhold på sociale medier og de menneskelige konsekvenser. Derfor burde man forvente, at Meta fjernede mere skadeligt indhold, ikke mindre, siger Ask Hesby Holm og kalder udviklingen fuldstændig uacceptabel.
Snapchat er langsomst om at fjerne eller begrænse indhold
Tallene viser også, at der er betydelige forskelle i den gennemsnitlige tid, det tager platformene at fjerne og begrænse skadeligt og ulovligt indhold fra det uploades. Her indgår der dog kun data fra henholdsvis tre og seks udvalgte uger i 2025 og ikke hele året.
TikTok er den hurtigste til at fjerne og begrænse indhold, mens Snapchat er den langsomste, som det fremgår af nedenstående overblik.
.png)
En stor del af det skadelige indhold fjernes eller begrænses samme dag, som det uploades, men en del af indholdet får lov at ligge i rigtig lang tid, hvorfor der gennemsnitligt er en forsinkelse på bl.a. 12 dage for TikTok og 18 dage for Snapchat.
- Jo længere tid der går, før skadeligt og ulovligt indhold fjernes, jo flere mennesker udsættes for indholdet, ligesom det kan gøre større skade på ofre for fx ulovlig billeddeling, som oplever, at deres overgreb bare får lov at ligge til skue for hele verden, siger direktør i Digitalt Ansvar, Ask Hesby Holm.
Han understreger, at tallene kun omfatter det ulovlige og skadelige indhold, som platformene opdager. Ingen kender nemlig det samlede omfang af ulovligt og skadeligt indhold på sociale medier som TikTok, Snapchat, Instagram og Facebook.
TikTok begrænser og fjerner over 15 gange så meget indhold som Instagram
Tallene viser også, at TikTok begrænser og sletter mere indhold end de andre platforme i 2025. Snapchat skiller sig ud ved at fjerne og begrænse markant mindst indhold, som det fremgår af nedenstående figur.
.jpg)
De markante forskelle kan delvist hænge sammen med, at der sandsynligvis bliver uploadet mere offentligt indhold på TikTok. En forklaring kan være, at der er mere indhold at moderere, og at risikoen for skadeligt eller ulovligt indhold derfor også er større.
Men den forklaring kan næppe stå alene: Målt på aktive månedlige brugere i EU er både Instagram og Facebook større end TikTok, og TikTok er end ikke dobbelt så stor som Snapchat.
Snapchat og TikTok er dog ikke sammenlignelige platforme, da kommunikationen på Snapchat primært foregår en-til-en eller i mindre grupper, hvilket betyder, at indholdet ikke på samme måde er underlagt moderation efter de gældende EU-regler.
Instagram og TikTok er til gengæld mere sammenlignelige platforme, da Instagram med sit hurtige reel-format ligesom TikTok eksponerer brugerne for meget offentligt tilgængeligt videoindhold på kort tid.
Derfor springer det særligt i øjnene, at der er så stor forskel på TikTok og Instagram, siger direktør i Digitalt Ansvar.
- Når to forholdsvis sammenlignelige platforme ligger så langt fra hinanden, giver det grund til at spørge, om Instagram sætter tilstrækkeligt ind over for skadeligt og ulovligt indhold, siger Ask Hesby Holm.
Sociale medier slører omfanget af ulovligt indhold
Digitalt Ansvar dokumenterer også, hvordan de sociale medier nærmest ikke registrerer indhold som ulovligt, som det fremgår af nedenstående tabel.
.png)
I stedet registrerer platformene som udgangspunkt langt det meste af det indhold, de fjerner eller begrænser, som brud på deres egne servicevilkår. Det betyder, at EU’s gennemsigtighedsdata bliver langt mindre brugbare til det, de er sat i verden for: at give indblik i udbredelsen af ulovligt indhold og myndighedernes og offentlighedens mulighed for at føre kontrol, forklarer direktør i Digitalt Ansvar.
- Det undergraver et af formålene med EU’s forordning om digitale tjenester (DSA), som netop skulle skabe gennemsigtighed om ulovligt indhold online. Jeg tror, at de fleste af os godt ved, at der selvfølgelig er mere ulovligt indhold end fx kun 2718 opslag på Instagram i hele 2025, siger Ask Hesby Holm.
Sådan gjorde vi:
- Digitalt Ansvar har trukket data fra EU-Kommissionens gennemsigtighedsdatabase, hvor de største sociale medier skal registrere og forklare, hvorfor de fjerner eller begrænser indhold. Med andre ord er databasen et overblik over, hvilket indhold sociale medier har modereret og hvordan.
- Indhold kan blive modereret på flere måder. Det kan være, at et opslag bliver slettet eller får en aldersgrænse. Men det kan også blive nedprioriteret af algoritmen. Det betyder, at indholdet stadig findes, men bliver gjort mindre synligt - for eksempel dukker det sjældnere op i anbefalinger og søgeresultater. Man kan altså stadig finde det, hvis man leder efter det, men man støder langt sjældnere på det af sig selv.
- I analysen indgår over 450 millioner stykker indhold, som er indrapporteret til databasen i 2025 fra fire sociale medier: TikTok, Instagram, Facebook og Snapchat.
- De data, der ligger til grund for den gennemsnitlige tid, det tager platformene at fjerne og begrænse skadeligt og ulovligt indhold, stammer dog kun fra følgende seks udvalgte uger: 4, 14, 24, 36, 43 og 50 og dermed ikke fra hele 2025. Det skyldes, at datapunkterne ikke fremgår af databasens dashboard.
- TikTok-data omfatter kun andet halvår af 2025 på grund af tidligere dobbeltindrapportering og bygger desuden på andre udvalgte uger: uge 35, 42 og 51. Tallene er derfor omregnet til estimerede helårstal, men bør fortolkes med forbehold, da der fortsat er store udsving og manglende data i perioden.
- Moderation af indhold, der ikke vedrører danske brugere, indgår ikke i analysen. Det er dog ikke muligt kun at fokusere på indhold publiceret fra Danmark, så analysen baserer sig på data fra hele EU.
Pressekontakt:
- Maja Wallmeier Wolfgang
Presseansvarlig, Digitalt Ansvar
Tlf: +45 9391 0689
mww@digitaltansvar.dk
- Ask Hesby Holm
Direktør, Digitalt Ansvar
Tlf: +45 4216 4263
ahh@digitaltansvar.dk




