tekst på rød baggrund vor der står ret der gik 2025

Året, der gik i Digitalt Ansvar 2025

julekort med gruppebillede af digitalt ansvar
2025 har vist, at forandring sker, når vi står sammen. Tak for jeres støtte, alle de gode samtaler, samarbejde og mod til at kræve digitalt ansvar. Vi glæder os til at fortsætte kampen for et tryggere digitalt liv for børn, unge og voksne i 2026.

2025 har været et år, hvor vi i Digitalt Ansvar for alvor har kunnet mærke, at vores arbejde gør en forskel på Christiansborg, i EU og blandt danskerne.

Gennem undersøgelser og kampagner har vi afdækket alvorlige problemer på sociale medier og søgemaskiner, hjulpet danskerne til mindre uønsket skærmtid og peget på løsninger, der kan gøre nettet mere sikkert for alle.

Børns sikkerhed på nettet kan ikke kan koges ned til et forældreansvar

I begyndelsen af året undersøgte vi Instagrams værktøjer til forældrekontrol, fordi sociale medier ofte peger på disse værktøjer som løsning på de store udfordringer med børns sikkerhed online. Undersøgelsen viste dog, at det kun er et fåtal af danskerne, som benytter sig af værktøjer til forældre. Overvågning og kontrol rimer ikke med danske opdragelsesidealer – og derfor kan ansvaret for børns digitale sikkerhed ikke alene placeres hos forældre.

Større pres på tech-giganterne

Med vores analyse af TikToks fastholdelsesmekanismer satte vi fokus på, hvordan platforme aktivt udnytter vores opmærksomhed – og undergraver vores evne til selvregulering. Sammen med Norlys lancerede vi appen Skærm Tiden, der giver danskerne konkrete redskaber til at tage kontrollen tilbage. Det er tiltrængt, når tre ud af fire danskere mellem 18 og 29 år ønsker mindre skærmtid.

Læs mere om vores samarbejde med Norlys

Vi har dokumenteret, hvordan Snapchat ignorerer anmeldelser af danske narkoprofiler og endda anbefaler dem til børn via deres algoritme. På den baggrund har vi indgivet en klage til det danske DSA-tilsyn og EU-kommissionen for Snapchats brud med DSA’en. EU-Kommissionen har efterfølgende meddelt, at de har startet en sag mod Snapchat. Nu kræves der klare svar på, hvordan platformen vil beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og ulovlige produkter som narkotika.

Danskerne skal kende deres rettigheder – ellers virker loven ikke

På baggrund af Digitalt Ansvars tal på, hvor mange der har anmeldt ulovligt indhold til sociale medier, lancerede vi kampagnen Anmeld for fællesskabet med midler fra Europa-Nævnet. Det er nemlig afgørende for vores sikkerhed online, at danskerne kender deres rettigheder under Digital Services Act. Brugeranmeldelser til sociale medier er brugernes mulighed for at bidrage til, at ulovligt indhold bliver fjernet hurtigere. Det gavner både ofre for fx ulovlig billeddeling og dem, der ellers kunne være blevet eksponeret for materialet.

Udforsk vores kampagne "Anmeld for fællesskabet"

Årets store politiske sejr: Aldersgrænse på sociale medier

Digitalt Ansvar har længe arbejdet for aldersverifikation på nettet, da der ikke skal herske nogen tvivl om, at aldersverifikation med høje krav til privatlivsbeskyttelse er fundamentet for et mere sikkert internet for både børn, unge og voksne. Derfor er årets store sejr naturligvis også, at regeringen og aftalepartierne har valgt at indføre en aldersgrænse på 15 år på sociale medier.  

Det sker som en del af en aftale om digital børnebeskyttelse, hvor Digitalt Ansvar også har fået til opgave at holde øje med sikkerheden på de sociale medier. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med at afprøve og monitorere de sociale mediers sikkerhedstiltag. Tak til Alliancen for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv og alle andre, der har været med til at arbejde for de gode resultater.

En tydeligere stemme i offentligheden

Digitalt Ansvar har placeret sig som en central aktør i debatten om digitale tjenester og digital vold. Direktør Ask Hesby Holm har således deltaget i 106 særskilte interviews på tværs af medier i 2025 – ligesom vi har været afsender på ti debatindlæg og kronikker, hvor vi har sat fokus på bl.a. aldersverifikation, manipuleret seksuelt materiale og behovet for bedre EU-håndhævelse. 

Gå på opdagelse i vores artikler, omtaler og udtalelser her

Vi har insisteret på, at ansvaret for en tryg digital hverdag ikke kan placeres hos brugerne alene. Tech-industrien skal leve op til sit ansvar, og det kræver, at vi dokumenterer det skadelige og ulovlige. Konsekvent håndhævelse af lovgivningen kommer af et oplyst og aktivt civilsamfund.  

Tak for jeres støtte

2025 har vist, at forandring sker, når vi står sammen. Tak for jeres støtte, alle de gode samtaler, samarbejde og mod til at kræve digitalt ansvar. Vi glæder os til at fortsætte kampen for et tryggere digitalt liv for børn, unge og voksne i 2026. 

Husk, at du løbende kan følge med i vores arbejde her og dykke ned i vores publikationer her.

Glædelig jul og godt nytår fra os i Digitalt Ansvar.

Ask Hesby Holm, direktør i Digitalt Ansvar.

Hjælp til digital vold