Forældrekontrol på sociale medier

Forældrekontrol bliver af sociale medier i stigende grad fremhævet som en løsning til bedre beskyttelse af børn og unge på medierne, men spørgsmålet er, om værktøjerne reelt beskytter børn, eller om de lægger et for stort ansvar over på forældrene. I Digitalt Ansvar mener vi, at forældrekontrol ikke kan stå alene i beskyttelsen.

Hvad er forældrekontrol på sociale medier?

Forældrekontrol refererer til digitale værktøjer, som forældre kan bruge til at følge med i eller begrænse deres børns onlineaktivitet. På sociale medier kan det omfatte tidsbegrænsning, privatlivsindstillinger samt overvågning og filtrering af indhold og interaktioner.

Det kan for eksempel ske gennem Metas familiecenter, som omfatter Instagram, Facebook og Messenger. Her kan en voksenprofil på Instagram kobles til en teenageprofil, så den voksne kan sætte begrænsninger og få indsigt i, hvordan teenageprofilen bliver brugt. Forældrekontrol kan også ske gennem tredjepartsapps som Google Family Link, Apple Skærmtid og Qustodio.

Læs rapporten: Digitale sikkerhedsseler 1

Danske forældres brug af og holdninger til forældrekontrol

Digitalt Ansvar har foretaget flere undersøgelser af forældrekontrol på sociale medier. Vores seneste undersøgelse fra 2025 viser, at brugen af forældrekontrol ikke altid harmonerer med danske forældres syn på børneopdragelse.

Graf over hvor mange forældre der bruger forældre kontrol, fordelt på medierne
75 %
14,9 %
af danske forældre med børn i alderen 9-16 år kender til forældrekontrol
af danske forældre med børn i alderen 9-16 år, som er på sociale medier, har opsat forældrekontrol på ét af disse
Tallene stammer fra rapporten Digitale Sikkerhedsseler 2: Sociale mediers forældrekontrol kan ikke stå alene i beskyttelsen af børn og unge.

Blandt 2000 danske forældre med børn i alderen 9-16 år fandt vi, at 75% kender til forældrekontrol, mens kun 14,9% anvender værktøjerne.

En forklaring på dette er blandt andet, at forældre vurderer, at det er for tidskrævende og komplekst at sætte sig ind i forældrekontrolværktøjerne, hvilket afholder dem fra at bruge dem.

Undersøgelsen viser derudover, at:

  • Danske forældre vægter tillid og dialog højt i opdragelsen, hvilket ikke nødvendigvis harmonerer godt med overvågning og tekniske begrænsninger.
  • Den mest udbredte grund til ikke at anvende forældrekontrol blandt forældrene er derfor også, at de stoler på, at deres børn kommer til dem, hvis de oplever problemer eller ubehagelige ting online.
  • Forældrekontrol fungerer som et supplement til de forældre, som i forvejen sætter grænser for deres børns onlineliv.
  • Blandt de forældre, som benytter forældrekontrol, kan værktøjerne give en falsk fornemmelse af tryghed, hvis de ikke aktivt bruger værktøjerne til at holde øje med deres børn.

Læs rapporten: Digitale sikkerhedsseler 2

Begrænsninger ved forældrekontrol

Forældrekontrol kan være et skridt i den rigtige retning mod onlinesikkerhed for børn, men er desværre langt fra en perfekt løsning, idet værktøjerne kommer med en række begrænsninger.

  • Det er ikke alle børn, der har forældre, som kan og vil sætte sig ind i værktøjerne.
  • Det kræves af de fleste sociale medier, at forældre selv skal have en profil for at kontrollere deres børns profiler.
  • Børn kan nemt omgå værktøjerne ved fx at oprette hemmelige profiler. På Instagram kan børn og unge fx nemt oprette falske voksenprofiler og dermed undgå sikkerhedsforanstaltningerne og forældreovervågning.

Digitalt Ansvar er hverken for eller imod forældrekontrol. Værktøjerne kan være et fint redskab for de forældre, som i forvejen er inde over deres børns digitale liv, og hvor børnene kommer til forældrene, hvis de oplever noget ubehageligt på nettet. Men værktøjerne er ikke effektive nok til alene at garantere børns sikkerhed på sociale medier.

Styrker og risici ved forældrekontrol

Styrker Risici
Forbedret søvn og øget fokus Negativ indflydelse på forældre-børn relationen
Beskyttelse mod skadeligt indhold online Modarbejdelse af børns evne til at regulere eget internetforbrug og ringere digitale kompetencer
Forbedrer forældre og børns mentale trivsel Falsk følelse af sikkerhed på vegne af ens børn
Forbedret kommunikation Krænkelse af børns ret til privatliv
Fejlidentificering og blokering af ikke-skadeligt og ufarligt indhold
Begrænsninger af børns muligheder online

Effektiv aldersverifikation og moderation er nødvendig

Forældrekontrol kan først beskytte børn og unge på sociale medier, når nogle grundlæggende forhold er på plads på platformene. Uden effektiv aldersverifikation kan børn nemt lyve om deres alder og oprette nye profiler, som forældrene ikke kender til. Samtidig betyder mangelfuld indholdsmoderation, at skadeligt og ulovligt indhold fortsat florerer på platformene og kan blive vist til børn, selv hvis forældrekontrol er aktiveret.

Derudover skal forældrekontrol være let at forstå og enkel at sætte op. Det bør heller ikke være en forudsætning, at forældre selv har profiler på alle sociale medier for at kunne beskytte deres børn. Ellers bliver ansvaret urimeligt tungt at løfte.

Spørgsmål og svar

Hvorfor er forældrekontrol ikke nok til at beskytte børn online?
Hvad er de største udfordringer ved forældrekontrol på sociale medier?
Hvad skal sociale medier gøre for bedre at beskytte børn?
Hvordan kan jeg hjælpe mit barn til mindre skærmtid?

Digitalt ansvar anbefaler

De sociale medier skal indføre effektiv aldersverifikation

Alle sikkerhedsforanstaltninger rettet mod børn og unge vil forblive hullede, så længe de sociale medier ikke med sikkerhed kender alderen på hver bruger.

Digitalt ansvar anbefaler

sociale medier skal forbedre deres moderation

De sociale medier skal forbedre deres moderation for at begrænse problemer med skadeligt og ulovligt indhold.

Selvom techindustrien og lovgivere ser forældrekontrol som en mulig delløsning på problemer med onlinesikkerhed for børn og unge, bør det erkendes, at forældrekontrol langtfra er en løsning, der kan stå alene.

Forældrekontrol bør anses som et supplement til proaktiv indholdsmoderation

Digitalt ansvar anbefaler

fælles teknisk løsning for forældrekontrol

De sociale medier skal udvikle en fælles løsning for forældrekontrol, som fungerer på tværs af de sociale medier, og som ikke kræver, at forældre har profiler på de enkelte platforme.

Læs mere om forældrekontrol og børns brug af sociale medier

Digitalt Ansvars seneste analyser og undersøgelser af forældrekontrol på sociale medier

februar
 
2025
Forældrekontrol i en dansk kontekst

Digitalt Ansvar har undersøgt danske forældres brug af og holdninger til forældrekontrol på de sociale medier. Undersøgelsen viser, at forældrekontrol ikke nødvendigvis harmonerer godt med danske forældres opdragelsesstil, hvor tillid og dialog er centralt.

december
 
2024
Instagrams forældrekontrol

Digitalt Ansvar har kortlagt Instagrams nye teenageprofiler og de udvidede forældrekontrol-funktioner, der skal beskytte unge brugere og give forældre tryghed. Konklusionen viser, at tiltagene er nemme at omgå.

Senest opdateret d.
15/4/2026
Hjælp til digital vold