Hvad er nudify-apps?

Nudify-apps gør det nemt at skabe falske nøgenbilleder med AI

Billedet viser en kvinde, der er blevet afklædt via en nudify-app.

Hvad er nudify-apps og nudify-bots?

AI har gjort det markant lettere at fremstille realistiske billeder, video og lyd af virkelige personer.

En af konsekvenserne er, at de AI-modeller, der kan generere billeder, video og lyd, bruges til at fremstille seksualiseret materiale i såkaldte nudify-apps eller nudify-bots.

Det kan være AI-generede billeder eller videoer, hvor virkelige personer uden deres samtykke fremstilles nøgne eller i seksuelle situationer.

Nudify-bots ligger frit tilgængeligt

Det kræver ingen særlig viden at skaffe sig adgang til nudify-bots. I en undersøgelse fandt Digitalt Ansvar på få dage 36 forskellige bots. Da vi ikke ønsker at udbrede brugen af dem, gengiver vi ikke, hvordan vi fandt dem.

Et sted, hvor manipuleret seksuelt materiale er meget udbredt, er på Telegram. Platformens opbygning gør den særligt attraktiv for denne type digital vold, fordi den kombinerer en høj grad af anonymitet med muligheden for at indbygge automatiserede bots direkte i chats.

Læs undersøgelsen her

Sådan virker nudify-apps og nudify-bots

Nudify-bots er generelt meget lette at finde og bruge.

Et eksempel på en menu af valgmuligheder, som en nudify-bot tilbyder.

Billedet viser en menu over de valgmuligheder, en nudify-bot tilbyder.

Fælles for alle mulighederne er, at de tilbyder at generere materiale, der fremstiller særligt kvinder i ekstremt seksualiserende situationer. I Digitalt Ansvar har vi også set udgaver, hvor de muligheder, der blev tilbudt, var endnu mere ydmygende. Dem har vi valgt ikke at gengive her.

Nudify-bots er nemme at bruge

Det kræver betaling at bruge langt de fleste nudify-bots. Til gengæld kræver det få, og ofte slet ingen tekniske færdigheder.

Botsene kan på få minutter fremstille manipuleret seksuelt materiale, fremstillet på baggrund af et billede, brugeren har uploadet.

AI-genererede nøgenbilleder uden samtykke er ulovlige

I Danmark er det strafbart uberettiget at fremstille og dele AI-genereret seksuelt materiale uden samtykke. Straffelovens §264 e omfatter både fremstilling og videregivelse af seksuelt materiale uden samtykke, hvor en persons navn eller billede er blevet brugt til at manipulere personens fremtræden.

Overtrædelse kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Hvis materialet forestiller en mindreårig, er forholdet væsentligt mere alvorligt. Her kan fremstilling med henblik på salg eller udbredelse straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år, mens deling kan straffes med fængsel indtil 2 år eller indtil 6 år under skærpende omstændigheder.

Ifølge Justitsministeriets svar til Retsudvalget i 2022 vil det desuden efter omstændighederne kunne være strafbart ”at udbyde en onlinefunktion, der anvendes til digitalt at afklæde en anden person”

Reguleringen af manipuleret seksuelt materiale er også for nylig blevet strammet på europæisk niveau. Med de senest vedtagne ændringer af den europæiske AI-forordning, som finder anvendelse i december 2026, forbydes AI-systemer, der genererer eller manipulerer seksuelt eksplicit eller intimt materiale af identificerbare personer uden samtykke. Forbuddet i AI-forordningen retter sig dermed mod udbyderne af AI-systemerne.

Læs mere om lovgivning om digital vold her.

Hvem bliver ramt af manipuleret seksuelt materiale?

Manipuleret seksuelt materiale rammer ikke ens på tværs af kønnene.

Tværtimod er det en form for digital vold, som i meget høj grad rammer kvinder og piger.

For eksempel viser en kortlægning af deepfake- pornografisk materiale online fra 2023, at 99 procent af de personer, der optræder i denne type materiale, er kvinder.

Spørgsmål og svar

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg opdager, at der ligger manipuleret seksuelt materiale af mig på nettet?
Skal det meldes til politiet, hvis jeg opdager manipuleret materiale af mig selv eller andre?
Kan man kontakte Digitalt Ansvar, hvis man har været udsat for digitale krænkelser?

Læs mere om digital vold og chikane

Læs vores seneste analyser og undersøgelser af manipuleret seksuelt materiale

november
 
2025
Søgemaskiners ansvar for udbredelsen af falske nøgenbilleder

Digitalt Ansvar har gentaget vores undersøgelse af søgemaskinernes ansvar for udbredelsen af manipuleret seksuelt materiale (også kendt som deepfake porno) fra 2024. Analysen viser, at Google fortsat leder brugere videre til materialet, men at Bing og DuckDuckGo har forbedret deres praksis væsentligt.

september
 
2023
Digital vold i Danmark II

Anden del: Nye former for afpresning. Digital vold er en ny voldsform, som vi har manglet et fælles sprog og forståelse for. Rapporten ser nærmere på digital vold som problemstilling herunder de juridiske rammer for fænomenet. Derudover dykker rapporten ned i digital afpresning.

marts
 
2023
Digital vold i Danmark I

Første del: Når selvskade rykker på nettet. Digital vold er en ny voldsform, som vi har manglet et fælles sprog og forståelse for. Rapporten ser nærmere på digital vold som problemstilling herunder de juridiske rammer for fænomenet. Derudover dykker rapporten ned i en form for digital vold, hvor volden er rettet mod én selv: digital selvskade.

februar
 
2024
Google og Bing: Reklamesøjle for falske nøgenbilleder

En undersøgelse af søgemaskinernes ansvar for spredningen af manipuleret seksuelt materiale - også kendt som 'deepfake porno'.

Senest opdateret d.
29/9/2026
Hjælp til digital vold