Salg af narkotika på sociale medier
Narkotikasalg foregår i stigende grad på sociale medier som Snapchat, hvor børn og unge kan møde profiler, der sælger alt fra hash og kokain til opioider og puff bars. Digitalt Ansvars rapport, Din digitale pusher i børnehøjde, fra 2025 dokumenterer bl.a., hvordan Snapchat ikke i tilstrækkelig grad handler på brugeranmeldelser af ulovlige stofsælgende profiler.
Narkotikasalg på sociale medier
Narkotikasalg på sociale medier er ikke noget nyt fænomen. Allerede i 2014 blev det omtalt i danske medier, og siden har b.la. nyere dansk forskning dokumenteret, hvordan platforme som Snapchat, Telegram og Reddit fungerer som markedsplads for både cannabis, kokain og stærkt vanedannende opioider.
Stofferne er så tilgængelige, at flere forskere og brugere har sammenlignet det med at bestille Take-Away: skriver du til en sælger, kan du ofte have stofferne i hånden inden for 10 minutter.
Ifølge et studie fra 2019, så er Facebook og Snapchat de mest populære steder at handle med stoffer på nettet i Danmark. Åbne sociale medier er ofte kilden til nye kontakter for både sælgere og købere, fx via åbne grupper. På Facebook eller Snapchat beskriver sælgerne, hvor de er placeret geografisk, og hvilke produkter de kan levere. Køberen modtager fx deres telefonnummer eller et mødested gennem krypterede tjenester. Selve handlen foregår derefter ved fysisk møde.
Digitalt Ansvar har undersøgt narkotikasalg på Snapchat. Vores analyse viser, at Snapchat i vidt omfang ikke reagerer på anmeldelser om ulovlige, stofsælgende profiler - og at platformens algoritme ligefrem anbefaler profilerne til børn. Du kan læse mere om analysen herunder eller i rapporten Din digitale pusher i børnehøjde.
Vi har også undersøgt, hvordan Snapchat tillader oprettelsen af profiler der eksplicit referer til narkotermer i deres profilnavne. Digitalt Ansvar oprettede i den forbindelse 20 falske narkoprofiler på Snapchat, der allerede refererede til eksplicitte narkotermer i deres profilnavne, herunder ord som coke, weed, hash, steroider og MDMA. Samtlige profiler fik lov at eksistere på platformen i over to uger, og flere profiler forblev aktive i over 3 måneder. Det kan du læse mere om i vores analyse Din digitale pusher II.
Læs også: Skadeligt og ulovligt indhold
Snapchat fjerner ikke åbenlyst ulovlige narkoprofiler
Over en periode på fire måneder har Digitalt Ansvar testet, hvordan Snapchat håndterer anmeldelser af narkoprofiler. Vi oprettede fire testprofiler, som vi brugte til at kommunikere med de profiler, vi mistænkte for at sælge stoffer. Alle profiler var indstillet til at være 13 år. Nedenfor ses anonymiserede eksempler på samtaler mellem en af vores 13-årige testprofiler og to narkoprofiler.

Herefter lavede vi i alt 40 anmeldelser af åbenlyst ulovlige narkoprofiler. Af vores anmeldelser førte 25 % til, at Snapchat fjernede de ulovlige narkoprofiler, svarende til 10 profiler, mens 75 % blev afvist af Snapchat.
Undersøgelsen viser, at Snapchats håndtering af vores brugeranmeldelser overordnet set er mangelfuld og kritisabel. Snapchat handler ikke i tilstrækkelig grad på brugeranmeldelser af narkoprofiler, der alle åbenlyst benyttes til at sælge ulovlige stoffer.
Snapchat tillader profiler med eksplicit narkorelaterede profilnavne
‘Sne’, ‘cola’, ‘molly’, ’weed ’og ’hash’ er alle almindeligt kendte ord og slangudtryk for narkotika, som fremgik af brugernavnene på flere af de ulovlige profiler, vi mødte på Snapchat. På den måde indikerer profilerne tydeligt, at de sælger forskellige former for stoffer, såsom kokain, opioider, hash og ulovlige puffbars. I praksis er det derfor nemt for brugere af Snapchat at finde profiler, der åbenlyst sælger stoffer.
Snapchat oplyser, at de aktivt fjerner indhold, der overtræder deres retningslinjer, herunder ulovligt indhold og ulovlige aktiviteter som fx narkotikasalg - bl.a. ved hjælp af automatiserede værktøjer, som kan opdage brud på deres retningslinjer.
I vores analyse Din digitale pusher i børnehøjde II kunne vi imidlertidigt dokumentere, at Snapchat ikke blokerer for eksplicitte narkorelaterede termer i profilnavne. Undersøgelsen dokumenterer, at det var muligt at oprette profiler med tydelige narkorelaterede navne såsom Hash.Jylland, Steroider.Kbh, Tilbud.mdma og Ketamin.Odense. Undersøgensen viser også, at 13-årige brugere via Snapchats computerapp nemt kunne finde og få anbefalet narkoprofiler.
Snapchats anbefalingsalgoritmer udbreder narkoprofiler
Digitalt Ansvar har også testet, om platformens anbefalingsalgoritme medvirker til at udbrede narkoprofilerne. Algoritmen fungerer ved at anbefale profiler og indhold, der minder om det, en bruger tidligere har vist interesse for – fx venners venner.
Vi oprettede 13-årige testprofiler og anmodede om at blive venner med en af de testprofiler, som vi havde benyttet til at kommunikere med narkoprofilerne.
I løbet af få timer modtog de nye profiler bemærkelsesværdigt mange anbefalinger om at følge pusherprofiler. En af profilerne blev anbefalet over 70 formodede narkoprofiler.
Læs også: Beskyttelse af børn på sociale medier
Det betyder, at hvis en 13-årig opretter en snapchatprofil og følger én enkelt ven eller søskende, der har erfaring med at købe fx opioider eller kokain gennem Snapchat, så kan denne 13-årige indenfor få timer blive introduceret til pushere på Snapchat gennem platformens anbefalingsalgoritme.
Anbefalingssystemet forstærker altså risikoen for, at profiler, der benyttes til at sælge stoffer, anbefales til børn og unge.
Læs også: Fastholdelsesmekanismer
Snapchat handler i strid med egne retningslinjer og gældende EU-lovgivning
Digitalt Ansvars analyser viser, at Snapchat ikke i tilstrækkelig grad håndhæver egne retningslinjer mod ulovligt stofsalg. I den første analyse fjernede Snapchat kun 10 ud af 40 anmeldte narkoprofiler, mens 30 blev på platformen.
I del 2 dokumenterer vi desuden, at Snapchat gjorde det muligt at oprette profiler med åbenlyst narkorelaterede navne, at profilerne kunne være aktive i mindst 15 dage, og at 13-årige brugere via Snapchats computerapp kunne finde og få anbefalet narkoprofiler.
Det peger samlet på, at Snapchat både har utilstrækkelig moderation, mangelfuld aldersbeskyttelse og sikkerhedsforanstaltninger, der er lette at omgå.
Efter DSA’en er store platforme forpligtet til både at behandle anmeldelser ordentligt og hurtigt og til at indføre rimelige, proportionale og effektive foranstaltninger mod systemiske risici som ulovligt indhold. Vores analyser peger på, at Snapchat ikke lever op til de krav.
Spørgsmål og svar
Digitalt ansvar anbefaler
Snapchat skal forbedre deres behandling af brugeranmeldelser af ulovligt indhold.
Hvis ikke platformen forbedrer behandlingen, kan det være i strid med EU’s krav om håndhævelse af egne retningslinjer (DSA, artikel 14(4)). Ultimativt kan Snapchat miste deres ansvarsfritagelse (DSA, artikel 6), som resulterer i, at de potentielt kan drages til ansvar for medvirken til narkotikahandel for de profiler, der er blevet anmeldt, men ikke fjernet.
Digitalt ansvar anbefaler
Snapchat bør ikke anbefale andre brugere til profiler under 18 år
Snapchat bør som minimum ikke anbefale andre brugere til profiler under 18 år, så længe platformen ikke er i stand til at sikre sig, at eksponering af stofsalg via deres anbefalingssystem ikke finder sted. DSA’en pålægger Snapchat at begrænse systemiske risici for ulovlig aktivitet og for at bringe børn og unges sikkerhed i fare. Platformens anbefalingsalgoritme for ’nye venner’ forstærker disse risici i stedet for at begrænse dem ved at promovere narkoprofiler til børneprofiler.
Digitalt ansvar anbefaler
Snapchat skal forbyde narkorelateret sprog i deres profilnavn
Brug af eksplicit narkorelateret sprog i snapchatprofilnavne burde ikke være muligt, når man opretter en profil på platformen. Hvis Snapchat proaktivt modererede for sådan eksplicit sprog i brugernavne, ville andre brugere – herunder mindreårige – have sværere ved at søge de ulovlige narkoprofiler frem. Det ville samtidig gøre det mindre attraktivt for stofsælgere at benytte platformen.
Læs mere om narkotikasalg på sociale medier
Digitalt Ansvars seneste udgivelser relateret til narkotikasalg på sociale medier
Snapchats håndtering af salg af ulovlige stoffer på deres platform
Analysen viser, at Snapchat ikke har indført tilfredsstillende begrænsninger for åbenlyse narkorelaterede ord. Det er kritisabelt og ikke i overensstemmelse med de EU-forpligtelser, platformen har. Det er særligt kritisabelt set i lyset af, at Snapchat gentagende gange er blevet gjort opmærksom på, hvilken rolle platformen spiller i ulovligt narkotikasalg i Danmark.
Snapchats håndtering af narkosalg på deres platform
Digitalt Ansvar har undersøgt Snapchats håndtering af brugeranmeldelser, der drejer sig om narkosalg. Den konkluderer, at Snapchat ikke i tilstrækkelig grad reagerer på brugeranmeldelser af de ulovlige profiler.


